Undskyld?

Forfatter: Winnie Færk

Skal Danmark sige undskyld til Grønland?

Spørgsmålet har været debatteret i forbindelse med den såkaldte forsoningskommission i Grønland og peger på det ømtålelige forhold mellem Grønland og Danmark. Forholdet bunder i den fælles historie og frem for alt de meget forskellige tolkninger af Grønlands og Danmarks fælles fortid. Tolkninger der bruges i erindringspolitiske kampe i Rigsfællesskabet eller kort og godt: I kampen om historien.

Bogen giver ikke selv et entydigt svar på spørgsmålet, men fokuserer i stedet på de mange erindringer, fortællinger og faglige fortolkninger af den fælles fortid, der gennem tiden har været bragt i omløb i Grønland og Danmark af både lægfolk og fagfolk. På den måde kvalificerer den elevernes egen refleksion over fortidens betydning i nutiden. Bogen lægger i den forbindelse op til overvejelser om, hvilken betydning de forskellige former for brug af historie, der er i omløb, kan have for Grønlands og Danmarks nutidige og (mulige) fremtidige relation.

Bogen behandler centralt kernestof i historiefaget om blandt andet kolonisering og afkolonisering og indeholder mange metodiske øvelser, der træner eleverne i at arbejde med både kilder, historiske fremstillinger og skønlitteratur. Derfor er bogen også velegnet til samarbejdet med faget dansk.

Winnie Færk er lektor i historie, dansk og retorik på Espergærde Gymnasium og har tidligere skrevet undervisningsmateriale om historiebrug.